Om Mongoliet

Mongoliet ligger i Centralasien mellem Rusland og Kina. Selv om landet er 1.566.000 km2 eller ca. 2,5 gange så stort som Frankrig (eller over 36 gange så stort som Danmark), er befolkningen kun på lidt over 3,2 millioner indbyggere. Næsten halvdelen af disse bor i hovedstaden Ulaanbaatar.

Nomadeliv
Et af hovederhvervene er husdyrproduktion, der drives som nomadebrug. Nomaderne, eller hyrderne, flytter med deres dyr fra den ene græsgang til den anden.

Politik og økonomi
Landet har siden 1990 haft demokratisk styre og frie valg til præsidentembedet og parlamentet, som har 76 pladser i ét kammer. I økonomisk forstand er Mongoliet et fattigt land, som i nyere tid er blevet afhængig af minedrift/råstofeksport og handel med Kina. Den mongolske møntfod hedder tugrik.

Natur
Mongoliet er et af verdens mindst forurenede områder. Jorden er rig på mineraler og metaller. Faunaen er enestående med mange sjældne arter som for eksempel vilde kameler, gazeller og sneleoparder. Steppen er om sommeren et bugnende blomstertæppe. Der er tusindvis af den lille edelweiss sammen med mange vilde krydderurter som timian, malurt og løg.

Sprog og religion
Sproget er mongolsk – Khalkha-mongolsk. En del mongoler taler russisk, nogle engelsk, fransk eller tysk. Hovedreligionen er tibetansk buddhisme men der er også en meget stærk shamanistisk tradition i landet.

Klima
Mongoliet har fastlandsklima med megen sol og lidt nedbør. Temperaturen veksler mellem +40 grader om sommeren og -40 grader om vinteren.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial